Hunderæd

Jeg har altid været bange for hunde, og da jeg var yngre kunne jeg ikke engang krydse en hund på gaden, selvom den var i snor og ejeren havde styr på den. Mit hjerte hamrede og jeg holdte vejret, skyndte mig forbi og gik i så stor en cirkel udenom som overhovedet muligt. Jeg har tusindvis af gange fået kommentaren "den gør jo ikke noget". Og jeg har altid tænk, at det kunne de jo sagtens sige, de ved ikke hvordan det er at være bange for hunde. Med årene blev jeg bedre til at omgås med hunde, var okay med at have en hund i samme rum. Men jeg holdte altid øje med den ude af øjenkrogen, sad med benene oppe på stolen hvis den nu skulle gå under boret. Det værste øjeblik var altid det øjeblik når jeg kom hjem til nogen og deres hund kom hoppende og springene, gøede og jeg altid stod der med frygt i øjnene og tæt på at tisse i bukserne. Jeg har altid hadet at jeg var så bange for hunde, og alle har altid set det som åndsvagt. jeg prøvede at tage mig sammen hver gang jeg var i nærheden af hunde, og prøvede at tage det roligt. Men når jeg stod i situationen var det ikke helt så nemt.

Da jeg fik mine papirer på min værtsfamilie stod der at de havde en hund. Lexi. De fortalte at hun var en 1 1/2 år gammel schæferhund. Overraskende nok var jeg ikke særlig skræmt ved tanken om at bo med en stor schæferhund. Det burde være på tide at jeg lærte at kunne leve og omgås med menneskes bedste ven. Der må vel være en grund til at hunden er udnævnt som dette.

Jeg har nu boet med Lexi i over to måneder og jeg må indrømme at det var absolut ikke nemt de første par dage. Men jeg bed mig selv i tungen og tog mig sammen og der gik ikke lang tid før min frygt for hende var fuldstændig forsvundet. Jeg nyder faktisk at have en hund i huset. 

Når jeg om aftenen sidder i sofaen og hun kommer ind og lægger sig og putter sig ind til mine fødder eller følger mig rundt i huset og giver mig hendes tilsavlede tennis bold. Det er faktisk rigtig hyggeligt. Og når jeg har venner på besøg der kommer ind af døren og Lexi kommer løbende og gør, så er det min tur til at sige "bare rolig hun gør ikke noget." Og det er fantastisk.