Its not always easy

Det er ikke altid lige nemt at være udvekslingstudent og 6620 km væk fra sin højtelskede familie og trygge rammer. Det kan til tider være rigtig svært!

Jeg har ikke rigtig lidt af hjemve endnu, men jeg savner da dem allesammen, på en sund måde.
Det var så nemt at ligge og kede sig i en liggestol midt i sommerferien hjemme i lille trygge Danmark og sige til mig selv "Du skal bare være åben, snakke løs og lade vær med at være genert!"
Jeg har aldrig været den mest udadvendte, og selvom jeg elsker at møde nye mennesker og skabe nye venskaber, har jeg altid haft lidt svært ved bare at gå hen til nye mennesker og snakke. Det hele var så nemt i New York. Vi stod alle sammen i samme situation, var alle spændte og nervøs og kendte ingen. Allerede dér havde vi en masse tilfælles som vi kunne snakke om, og det gjorde det hele meget nemmere.
I skolen er jeg ikke sat sammen med nogle, organisationen sørgede for en familie. Men der er ingen der sørger for dine venner, andre end dig selv. Jeg må indrømme at den første skoledag var skræmmende og jeg følte mig ærlig talt helt alene i verdenen. Da Cross Country sæsonen begyndte blev det dog lidt nemmere.

Der er nu gået 2 måneder og jeg kan stadig have dage hvor jeg syntes at det er svært. Jeg kender en del efterhånden og har en del nye venner, men nogle dage kan jeg mærke at den lille stille og generte Amalie kommer blussende frem i mig igen og jeg kan gå lidt i baglås. Jeg bliver sur på mig selv og frustreret i situationer hvor jeg bagefter tænker, "hvorfor gik du ikke bare hen og snakkede med dem?" eller "Hvorfor sagde du ikke sådan og sådan".
Det værste er når jeg sammenligner med andre udvekslingstudenter som jeg hører om på facebook eller blogs. Jeg bliver ked af det hvis jeg får et indtryk af at de har nemmere ved at skabe venskaber og har flere venner. Jeg bliver på en måde jaloux men mest af alt sur på mig selv. Det kommer jeg ingen vegne med.

Dette betyder dog ikke at jeg ikke nyder hver dag og har det rigtig godt. Men det er bare virkeligheden, det er ikke altid nemt. Og det er vigtigt at pointere, for jeg tror selv jeg blev lidt overrasket.

Jeg skubber mig selv fremad en lille smule hver dag og udfordrer mig selv til at tage intiativer eller snakke med mennesker jeg ikke har snakket med før. Når jeg har succesoplevelser med dette, hjælper det mig endnu mere fremad og jeg får motivation og et kæmpe smil på læben.

Måske er jeg ikke den mest udadvendte, men jeg gør hvad jeg kan for at blive stærkere og mere åben. Jeg lærer at tro mere på mig selv og at det er vigtigt at tage chancer.

Det er hårdt, udfordrende, underligt, sjovt og mega fedt. Jeg fortryder på ingen måde at tage afsted, men erkender at det måske var liiidt sværere end forventet.

Håber ikke at i alle er blæst væk, og at i har det godt!
      Amalie Christine