mandag den 18. februar 2013

Godkendt


Så blev min ansøgning også godkendt af CETUSA i USA. Vi fik en mail om det i dag.
Nu går de så igang med at finde en værtsfamilie og en skole til mig. Jeg kan få noget at vide fra nu af og frem til kort før min afrejse, men lad os håbe på at der ikke går mange måneder inden der er fundet en familie og en skole. Alt jeg kan gøre er at vente i spænding!
     Amalie Christine

torsdag den 7. februar 2013

Uddannelsesplan


I dag fik jeg min 4. og næstsidste vaccine. Det var en booster på den man får som 5 årig, og den gjorde heldigvis ikke særlig ondt. Jeg er efterhånden også ved at være vant til det!

Lige for tiden er vi i gang med at lave uddannelsesplaner på skolen, og det er jo lidt besværligere for mig da jeg jo skal til USA her mellem 9. og gymnasiet. Jeg skal på det almene gymnasie (STX) og jeg skal allerede nu vælge studieretning og søge ind på gymnasiet. Gymnasiet vil så til næste år omkring februar marts skrive til mig om jeg stadig er interesseret i samme linie og om jeg stadig vil ind. Så jeg binder mig dog ikke til det valg jeg skal sidde og træffe nu.

Status med ansøgningen: Still waiting!

søndag den 13. januar 2013

Drømmen om Amerika

Jeg havde fødselsdag i fredags og havde ønsket mig lommepenge til når jeg skal til USA, da Explorius anbefaler at man har 1500 kr. til forbrug hver måned derovre. Jeg fik "Drømmen om Amerika" (en gammel bog om indvandrerne til USA) og $100 af min bedste og farfar og 500 kr. af min mormor og morfar. Da jeg selv har været på Ellis Island og set og hørt en del om indvandrerne og den store drøm om Amerika, glæder jeg mig til at læse og kigge mere i bogen.

Status med ansøgningen: Ansøgningen er afleveret hos Explorius og blev sendt afsted til USA i onsdags. Nu skal den lige godkendes derovre, og der kan gå flere uger inden vi hører fra dem, så nu er det bare at vente!
     Amalie Christine

søndag den 6. januar 2013

STUDENT APPLICATION: DONE!

Så blev ansøgningen færdig. 22 sider er nu underskrevet og udfyldt. Det hele er samlet og klar til at blive sendt afsted. Det er dejligt at den er færdig, men nu kan jeg ikke gøre andet end at vente i spænding.
     Amalie Christine

søndag den 30. december 2012

US states

I går satte jeg mig for at jeg ville lære alle de amerikanske stater udenad, da det er rart at kende lidt til geografien der hvor jeg skal over og bo i 10 måneder. Vi havde hentet en Geografispil app til iPad'en, hvor man skulle placere alle staterne på de rigtige steder, på tid. God måde at lære det på. Efter et par spil kunne jeg dem alle i hovedet og i dag satte jeg mig ned og listede alle staterne på papir efter hvad jeg kunne huske - det blev til dem alle sammen! Jeg printede også et kort ud og skrev dem alle ind.
Næste mål bliver at lære hvor de store byer ligger.

lørdag den 29. december 2012

Endnu et stik

I går var jeg igen et smut forbi lægen og blive vaccineret, men også for at få en læge erklæring som også skal bruges til ansøgningen.

Status med ansøgningen: Vi har sendt den ind til første gennemlæsning og har fået svar tilbage. Nu skal vi bare lige have rettet et par småting og så sender vi den ind igen.
Jeg har også fået mit SLEP-test resultat tilbage, og jeg har bestået testen.

Godt nytår til jer alle. 2013 bliver jo et spændende år for mit vedkomne!
     Amalie Christine

fredag den 7. december 2012

SLEP-test og workshop

Puha! Endelig fredag efter en lang, lang uge!
I mandags tog jeg i skole klokken otte og var færdig klokken halv fire. Mor kom og hentede mig direkte derefter, og vi kørte til hvidovre. Her skulle jeg til SLEP-test, som er en engelsk lytte- og læsetest. Det er en test som man skal have taget hvis man skal til USA som udvekslingsstuderende. Testen var heldigvis ikke særlig svær, så jeg regner med at det hele gik okay.
Bagefter testen skulle vi over til et workshop/infomøde om den amerikanske kultur. Her var der bla. en pige, som havde været afsted sidste år, som fortalte om sine oplevelser i USA.
Jeg glæder mig mere og mere!
     Amalie Christine